Borgmesterkæden i Aarhus

 

Aarhus fik sin første borgmesterkæde i 1955. Ankeret symboliserer byens skytshelgen Sct. Clemens attribut, omslynget af tråde symboliserende bølgerne i Aarhus Bugt.

Ved nytårsskiftet 1955/1956 blev borgmesterkæden på borgmesterkontoret overrakt borgmester Unmack Larsen af formanden for Aarhus Handelsstandsforening, konsul S. Warrer. Det var en gave fra handel, håndværk og industri i Aarhus.

Kæden er tegnet af Sven Weilbach og er forarbejdet af guldsmed Franz Hingelberg. Dens værdi ved overrækkelsen var 6000 kroner.

Kæden er af 14 karat guld. På hver af de 19 runde plader i kæden er byens våben, og bag på hver af disse er indgraveret byens borgmestres navne og embedsperiode siden 1956.

Da byen fik sin første kvindelige borgmester i 2002 (Louise Gade), måtte der tages et par led af kæden, så den passede bedre til de kvindelige størrelsesforhold.

Kæden anvendes i dag primært ved indsættelsen af borgmesteren og ved kongelige besøg.

SE OGSÅ Byens borgmestre


Her med kun 14 af de 19 plader