Begravelser i Aarhus

 

For at det ikke skulle tage overhånd, udstedte kong Christian 5. en forordning i 1682, der nøje angav rammerne for, hvad man kunne tillade af ekstravagancer ved begravelser.

 

I Aarhus var man ikke altid flinke til at overholde disse bestemmelser om begravelser.

Da apoteker ved Løveapoteket i Aarhus Jacob Gesius i 1706 havde begravet sin hustru Reinmuth Brase, havde han brugt 350 rigsdalere til begravelse, vågestue, måltid, budstikkelse, dvs. annoncering, i byen samt ligkistens beslag, blev han af byfogeden tiltalt for at have overtrådt forordningen. Apotekeren klagede herover til kongen, som dog nådigt frifandt ham.

Også baron Peder Rodsteen blev anklaget af byfogeden, da hans hustru Sophie Elisabeth Charisius, der var kammerfrøken hos prinsesse Frederikke Amalie, blev begravet i 1706 i Aarhus domkirke. Beslaget på ligkisten var forsølvet, himmelen over liget havde sølvkniplinger med hængende flor på pillerne, og der brændte tre vokslys ved ligkisten på kirkegulvet. Her fik byfogeden dog ikke ret, idet baron Rodsteen havde indhentet kongelig tilladelse til en særlig pragtfuld begravelse.

Andre borgere havde indhentet kongelig bevilling, inden begravelserne foregik.

  • I 1741 fik Maren Müller, hvis afdøde mand Jens Andersen Müller havde været byfoged i Aarhus, tilladelse fra kongen til at lade mandens lig være ubegravet i 10 a 12 dage, samt at hun måtte give vennerne, som fulgte liget, et måltid mad.
  • I 1747 gav kongen endnu en tilladelse. Dette var til rådmanden i Aarhus Ulrich Christian Møller. Ved hans hustru Dorethea Kirstine Kiersgaards begravelse måtte han “ligkisten med sort bay [løst vævet uldstof] eller klæde overtrækkes og paa laaget med en plade ziires”.
  • I 1775 fik Ole Christians Secher fra Aarhus en kongelig tilladelse angående hans afdøde hustru Anne Margrethe Wissing. Hendes lig måtte blive begravet om morgenen efter hans godtfindende, dog skulle det ske på en sømmelig måde og uden overdådighed. Ole Secher skulle derfor betale 10 rigsdalere til de fattige i sognet hvor liget blev begravet.

Bondesamfundets begravelser

En begravelse. Maleri af Anna Ancher. 1891

De storslåede begravelser, som blev holdt i de fine kredse, og som kongen prøvede at dæmme op for ved forordningen, var en kontrast til de traditioner man fulgte på landet.

I det danske bondesamfund var begravelsesskikken i 1700- og 1800-tallet anderledes beskeden. Dødsfaldet blev bekendtgjort ved klokkeringning. Herefter blev den døde lagt på strå eller lighalm oven på et bord, som regel lagde man tillige et eller flere stråkors på den døde. Efter to eller tre dage holdt man kistegilde eller kistelægning, dvs. den nærmeste, kvindelige familie ordnede liget og lagde det i kisten, som herefter stod åben i storstuen eller laden, hvor der oftest var draperet og pyntet. I de fleste egne var der tradition for, at den døde blev begravet i sit festtøj, hyppigst bryllupstøjet, dog altid uden sko. Slægtninge og bekendte vågede ved den afdøde i kisten natten forud for begravelsen.

Efter begravelsen holdt man fest i hjemmet, et såkaldt begravelsesgilde, med mad og drikkevarer (gravøl) i form af et større middagsmåltid. Begravelsesgildet kunne godt strække sig over et par dage.

Kvinder måtte ikke deltage

Helt op i det 19. århundrede fulgte man den praksis, at kvinder ikke måtte være med til begravelsen, selv ikke den afdødes mor. En slægtning til familien Rørdam blev i 1856 begravet i Aarhus Domkirke. Da ingen damer måtte være med, blev det ordnet på den måde, at damerne blev anbragt bag en gitterdør i Domkirken, hvor ingen kunne se dem, men hvorfra de kunne se kisten og høre biskoppens tale.

Se også:
Begravede i Aarhus Domkirke
Mosaisk kirkegård
Forordning om begravelser 1682
Kirkegårde i Aarhus
Kirker i Aarhus