Harmoniorkestret Tonica

 

Harmoniorkestret Tonica i Århus startede i 1940 og har siden underholdt i ind- og udland. De er kendt for deres wienerkoncerter, nytårskoncerter samt tyrolermusik i Århus Festuge. Orkestret fungerer på amatørbasis.

Tonicas wienerkoncert i 2007

 

Det startede i 1939 på en generalforsamling i “Kvindernes Hus” i Klostergade i Århus, hvor initiativtagerne var de unge FDF-musikere Konrad Fricke, Emil Pedersen, og Edvard Breig Sørensen. Beslutningen om oprettelsen blev taget, og i 1940 var orkestret en realitet.

Emil Pedersen var en ung århusmusiker med dirigentambitioner og en markant skikkelse fra FDF-musikken i Århus. Han satte så megen facon på det nye Tonica, at orkestret kunne vises frem og præsentere sig i fri luft allerede i stiftelsesåret og i sin første scenekoncert i 1943.

Fra rådhustrappe til udlandet

De første udendørskoncerter foregik i krigsårene på hovedtrappen foran det dengang nybyggede Århus Rådhus. Men allerede i 1947 begyndte Tonica at optræde udenlands, først i Bergen – iført mørkt jakkesæt og studenterhuer i modsætning til andre orkestre, der optrådte i flotte uniformer. To år senere blev orkestrets medlemmer dog også standsmæssigt klædt.

De kommende år blev det, udover koncerter på hjemmebane, til mange musicerende besøg i udlandet, blandt andet i Italien, Sverige, Norge, Tyskland, Sydtyrol, Østrig, Rumænien, Frankrig, England, Schweiz og Bulgarien.

Harmoniorkestre fandt sin nuværende form hen imod midten af 1800-tallet. De fandt hurtigt plads ved fyrste- og kongehuse og militæret, hvor behovet for hørbare og mobile orkestre var stort. Omkring 1870 var der oprettet orkestre med 7080 musikere, der nu opførte “rigtig” koncertmusik. Komponister som Wagner, Berlioz, Brams så Mendelsohn, Gustav Holst, Sjostakovic og Rimskij Korsakov komponerede musik for harmoniorkester.
Navnet Tonica kommer af den første tone i skalaen, grundtonen, hvorom alle øvrige kredser, forholder sig til, spænder sig imod. I den nyere harmonilære forstås ved ‘Tonica’ treklangen på grundtonen, altså i C-dur, C-durakkorden, i C-moll,  C-moll-akkorden osv.

Dirigenter og kvindelige musikere

Tonicas lystige tyrolere. Foto 1950

Den første professionelle musikdirigent fik orkestret i 1947. Det var Aage V. Beyer. Han blev efterfulgt af Bue Lund Nielsen, der blev Tonicas musikalske leder de næste fire årtier.

Tonicas dirigenter har herudover gennem årene været Emil Pedersen, Henrik Vagn Christensen, Mogens Dahl, Roland Haraldson, Herbert Møller, Anne Cathrine Kielland Lund, Ole Koch Sørensen og Michael Deltchev. Endvidere har orkestret haft gæstedirigenter, blandt andre Eri Claas, Frans Rasmussen, Denis Wrigth, Børge Wagner og Per Dreier.

Ved jubilæet i 1965 kunne man notere, at 110 musikere gennem de første 25 år var, eller havde været, aktive i Tonica. I starten bestod holdet kun af mandlige musikanter. Det ændrede sig midt i 1960’erne, hvor piger med musikalsk opvækst i Århus Pigegarde og Jyske Pigegarde blev optaget som medlemmer. Med årene er omkring halvdelen af musikerne blevet af kvindelig herkomst.

Wienerkoncerter og tyrolermusik

Tonica program 1989

I 1969 startede Tonica de traditionelle Wienerkoncerter i forbindelse med Århus Festuge, først i Skt. Anna Gades skoles aula og senere i Århus rådhushal.

Tonica har også optrådt ved byens årlige nytårskoncerter i Århus rådhushal og senere i Musikhuset. Promenadekoncerter, familiekoncerter og kirkekoncerter er også en del af deres repertoire.

En del af Tonica er musikgruppen “De lystige tyrolere”. De optrådte første gang ved 6-dages-løbene i Aarhus Hallen i slutningen af 1950’erne. Fra 1965 til 2006 blev de et kendt og festligt indslag i tyrolerteltet “Klosterhaven” på Kloster Torv i Århus Festuge. Fra 2014 blev de igen en del af Festuge-programmet.

Harmoniorkestret Tonica består i dag af 50-60 amatørmusikere. Deres nodearkiv omfatter mere end 1200 musikværker, som de har opført gennem årene.


≡ Kilde bl.a.
– Poul Bach Schmidt | Materiale og foto© fra Tonicas historie