Grand Hotel i Aarhus

 

Grand Hotel i Århus var centralt beliggende hotel og fornemt forlystelsessted gennem to årtier i starten af 1900-årene.

Grand Hotel på hjørnet af Ryesgade og Rosenkrantzgade. Foto 1908

Grand Hotel startede i 1897 i Ryesgade 9 på hjørnet af Rosenkrantzgade i Århus. Det åbnede den 10. juli 1897, af en københavner Hedemand, som havde købt ejendommen.

De første år skiftede det dog ejere flere gange: overkelner N. Mikkelsen fra Aalborg, hotelforpagter Olsen fra Esbjerg og herefter S. Jørgensen.

I 1905 blev det overtaget af den 27-årige Christian Christensen, som drev det til et kendt forlystelsessted de næste 14 år. Han var søn af den dengang kendte Rasmus Christensen, som gennem 50 år drev Frederikshøj Kro på Oddervej.

Chr. Christensen ombyggede og udvidede med årene hotellet med restaurant i stueetagen samt selskabslokaler på 1. sal. Lokaler blev indrettet med ægte smyrnatæpper, krystallysekroner, grønne filtskodder og polstrede møbler holdt i engelsk stil. Tjenerne optrådte i flot liberi.

Koncert og mandeaften

Med årene blev der musiceret hver aften med et syvmands strygeorkester. Der blev underholdt med skiftende solister, der var engageret for otte eller 14 dage ad gangen. Det var med navne som eksempelvis Johs. Herskind, operasanger H.R. Christophersen, folkesanger Peder Jensen, Åge Fønns, Hakon Dons, operettesangerinden Carmen Suria og Max Hansen.

Når folk havde været i teatret, var der mange der sluttede på Grand, hvor de kunne få en middag for 1,50 kr. (ca. 100 nutidskroner) eller en ‘kabaret med varmt’ til 2 kroner. Limfjordsøsters kostede 3 kr. dusinet, en øl 20 øre (13 nutidskroner). Hver torsdag var det mandeaften hvor der skiftevist serveredes gule ærter med flæsk, grønkål og pølse eller hvidkålssuppe, hertil pandekager som dessert, desformedels 1,50 kr.

I 1915 blev koncertlokalet restaureret, og der blev nu arrangeret litterær cabaret samt digteraftener.

Chr. Christensen sørgede godt for de optrædende, eksempelvis med en honorering på 8 kr. pr. aften plus kost og logi.

Lukning og auktion

I oktober 1918 lukkede Grand Hotel. Christensen solgte ejendommen for 275.000 kr. til pianofabrikant Caspersen, som indrettede forretning i stedet.

Hotelinventaret blev solgt på auktion: 300 wienerstole,12 prismelysekroner, store spillespejle med mere.

Herefter blev Christian Christensen vært på Børs-Cafeen i Mindebrogade, Århus.

I 1936 blev der i M.P. Bruuns Gade åbnet nye selskabslokaler med navnet Grand, der dog ikke var ejet af Chr. Christensen.

Grand Hotel . Selskabslokale . Det blå værelse . Koncertorkester på Grand 1911