Sagn fra Aarhus

E. Tang Kristensen
(Foto: Vejle Stadsarkiv,
Hans Albjerg)

Fra Århus-egnen har folk fortalt om mærkelige ting, som de har hørt om eller selv har oplevet

Sagn eller folkeminder er hvad folk tror, tænker og oplevelser: om nisser, varulve, dødsvarsler, spøgeri, hekse, kloge koner og andre besynderlige foreteelser.

Evald Tang Kristensen samlede i 1800-tallet tusindvis af fortællinger om sagn fra hele landet. Heraf er nogle fra Århus-kanten, som du kan læse et udvalg af nedenfor. Navnene i parentes efter historierne, er de kilder, som Tang Kristensen har opgivet i sine bøger. Nogle få er forkortet af mig, angivet med (…)


Evald Tang Kristensen blev født 24. januar 1843 i Nørre Bjært ved Kolding. Han blev uddannet og fungerede som lærer flere steder. Sideløbende med sin lærergerning, rejste han rundt i landet og samlede folkeminder fra folket. Senere i livet forlod han lærerjobbet for alene at beskæftige sig med folkemindesamlingen. Han var meget produktiv, og indsamlede i alt 3000 folkeviser, 2700 eventyr, 25.000 folkesagn – hans produktioner fylder 2 hyldemeter. Hans samling ”Danske Sagn som de har lydt i Folkemunde” er på 7 bind med 14.000 fortællinger. Den udkom i årene 1892-1901. I ni år boede han bl.a. i Hadsten, indtil han i 1897 byggede Mindebo i Mølholm ved Vejle, hvor han døde 9. april  1929, 86 år gammel. Han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.


Lindorm om Domkirken

Der lå en lindorm om Århus Domkirke, og den var tilsidst ved at gå helt om kirken. Så vidste de aldrig, hvordan de skulle få den kvælt. De havde nemlig været efter den flere gange og kunde ikke få magt med den. Endelig opfødte de en tyr i tre år med sød mælk og nøddekærner. Den kom nu imod lindormen, men kunde ikke stå sig. Så fødte de den tre år til, og nu fik den magten. (Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet).

Skibe ved Lisbjerg

Før Århus blev, var Lisbjærg handelsplads, og der lagde skibene til. Der gik nemlig en fjord op fra havet, hvor nu Vejlby Mose er. Den kaldtes Vejlen, og der er også et lille højdedrag nede i marken ved mosen, der kaldes Vejle bjærge. Lisbjærg var den gang et lysbjærg, og deraf kommer navnet. (Anders Pilkjær Nielsen, Vejlby)

Røvere ved Vejlby

Der har en gang været røvere ude ved Århus led i det skovhjørne, der er. Der var forhen et led mellem Århus mark og Vejlby mark tværs over vejen, for at kreaturerne ikke skulde gå ind på kjøbstadens ejendom. (Anders Nielsen, Vejlby)

Liglammet i Trige

A havde en aften været ude i skoven med bæster og kommer og går hjem til Trige sådan ved lag klokken 12. Der på kirkevejen kom et lam om ved siden af mig, det humpede på tre ben. Da a kom hjem fortalte a det til min moder, og hun sagde. ”Det har været sådan et liglam.” Anden dagen hørte vi, Ma Vistis var død. Det var en kone fra et småsted vesterst i byen. A mødte lammet imellem byen og kirken, så det kunde jo passe godt, for byen ligger jo et stykke vesten for kirken.

Hekse i Århus

I min hjemegn lige nord for Århus red heksene altid til Troms kirke. Jeg har aldrig hørt de gamle tale om andre steder, hvor heksene samledes. (Højskoleforst. R. Nielsen, Særslev)

Heksebrænding i Ølsted

Der var en troldkjælling, der skulde brændes her oppe på Ølsted Mark. Der er nemlig nogle store høje, som ligger der for resten på skjellet imellem Ølsted og Trige, og på én af de høje havde de gjort et bål, som hun skulle brændes på (…) (Ras Elgård, Skejby)

Pandeskal i Holme præstegård

Oppe på bryggersloftet i Holme præstegård lå der en pandeskal af et menneske. Hvor længe han har ligget der, véd a ikke, men en gang – det var nu før min tid i præstegården – havde karlene taget denne her pandeskal og gravet den ned på kirkegården. Men så blev der sådant spektakel på gården, og præsten kom og sagde til karlene, at de havde nok været ved at grave den pandeskal ned, som lå oppe på loftet. Ja, karlene måtte jo til at gå ved det. ”Ja”, siger præsten, ”det skulle I ikke have gjort, gå nu og hent den og læg den, hvor I tog den, så hjælper det vel.” De måtte jo til det, men det hjalp også straks. (Mikkel Sørensen)

Torneblod i Skåde

Der stod en stor torn i skjellet mellem min faders mark (den ene af Fruergårdens) og naboens mark i Skåde, det var norden for gården, og den måtte aldrig blive huggen. De havde prøvet på det tit, men så sprang der blod ud, når de hug og så hørte de også at barn skrige der inde. En pige havde undlivet sit barn, hun havde fået der, og det var det, der skreg. (Maren Sørensdatter, Egå)

Spaniolerens selvdød i Skåde

I Spaniolernes tid var der en af dem, der skar halsen over på sig i deres overstueseng i min aldefaders gård i Skåde. For at han skulde ikke gå igjen, strøede man hørfrø fra gården og helt til Holme, og så blev han også væk. (Maren Sørensdatter, Egå)

Døden går igen i Fløjstrup-skovene

Tre skifter i Fløjstrup-skoven har en præst svoret sig til. Han tog nogle blade af træerne i hans hat og jord af hans skov og lagde i hans sko, og så gik han ned i skoven og stod på det skifte, der kaldtes ‘det mørke skifte’ og svor på, at han stod på hans egen jord. Efter døden gik han igjen. Vi hørte at han kom ind ved enden af præstegårdshaven (i Beder), så om for stuehuset og derefter ind på kirkegården. Vi hørte det flere gange. Og aften kom læreren og hørte, at der gik én hen over gården. Da han så kom ind til præsten og så, at der ingen fremmed var, undrede han sig over det. Der gik bud ud til folkene, om nogen af dem havde været ude. De sagde nej, men det var vel den, der plejede at gå. Han gik som med et par fladbundede træsko. (Kirstine Jespersdatter, Hvilsted)

Den kloge kone

I en gård her i Hasle blev sønnen tåbelig, og han var sandelig tåbelig. Så rejste faderen med en nabomand ned til Vindblæs for at søge råd hos den kloge kone dér (…) Han fik et råd. Han skulde kjøbe noget, som ikke kunne fåes på Århus apotek, men som de fik i Randers, og det skulde sønnen have i sig tillige med nogle bogstaver, hun gav ham, skrevne på papir. Han kom sig også og er rask den dag i dag (…) (Mette Marie Pedersdatter, Hasle)

Kæmpen laver Brabrand sø

Der var et par kjæmper, den ene i Borum-Eshøj, og den anden i Hasle høj,  og det var blevne uklar. S skulde de slå efter hinanden med køller. Han på Borum Eshøj slog det første slag, men det gik så meget fejlt for ham, at ha slog det hul ved Brabrand, der kaldes Brabrand sø. Så skulde han slå om, men da havde han ikke flere kræfter, og køllen kom ikke længere end til Gjeding sø. Så kunde det jo ikke hjælpe, han slog længere. Nu skulde den anden til det. Han slår oven over Borum Eshøj og skiller den ad med skaftet af hans kølle, og så flyver den længere vester på og slå Lading sø. (J.B. og M.K., Lille-Tåning)

 

→ Læs også Hekse og skarprettere
Læs også Mord og røvere i skoven