Sporvognsstyreren og Varna-koncerter

 

Sporvognsstyrer Søren Christensens svigersøn Sigurd Juhl blev kendt kapelmester på Theatercafeen og Restaurant Varna.

Søren Christensen
i sporvognslinje 1

Søren Christensen var gennem et helt liv ansat som vognstyrer på sporvogne ved Aarhus Sporveje.

Kort tid efter krigen fik han æren af at køre jomfruturen med den første nye motorvogn og den eneste overlevende bi-vogn fra krigen.

I 1950 kørte den første trambus til Varna, en begivenhed som Søren Christensen også var med til.I 1954 fejrede Sporvejsfuntionærerne deres 50 års jubilæum, og Søren Christensen, der for længst var gået på pension, fik igen æren af at køre en specielt udpyntet vogn gennem byen. Han døde samme år.

Sørens kone Laura var kogekone til specielle begivenheder og kom i alle de “bedre hjem” i byen.

Kapelmester i Theatercafeen

Sigurd Juhl og hans orkester

Sørens og Lauras datter Ellen Relindis Christensen fik i 1920’erne job som kostumesyerske på  Aarhus Theater. Her mødte hun i 1925 den 25-årige Sigurd Juhl, der spillede Zigeuner-Primas i stykket “Grevinde Maritza”.

Sigurd Juhl blev kort tid derefter engageret som musikdirektør i Theatercafeen i Århus, der dengang var et af det borgerlige Århus  yndede mødesteder. Juhls orkester havde kapelmester Ankerstjerne Bertelsen ved klaveret mens Christian Winther spillede cello til deres kammermusikaftener.

Han lagde senere musik til flere af H.C. Andersens eventyr, blandt andre “Store Klaus og Lille Klaus” og “Klods Hans”, der blev opført på Aarhus Theater.

Fra Århus rejste Juhl rundt i både ind- og udland, hvor han spillede i mange af landets førende etablissementer blandt andet på Lindgårds Hotel i Stockholm. Han spillede også i radioen såvel herhjemme som i udlandet.

Fra Varna til nodearkivet

Annonce om Juhl på Varna

Efter mange år vendte han i 1950 tilbage til Århus, hvor han som kapelmester åbnede forårssæsonen på Restaurant Varna. Han kunne nu fejre sit 25 års jubilæum som kapelmester med stor fest og en jubilæumskoncert.

Samme år var han blandt andet med til med fuld musik at fejre den første regelmæssige trambus til Varna.

I 1960’erne var han ansat ved Danmarks Radios nodearkiv. I 1971 udvandrere den nu 71-årige kapelmester sammen med sin familie til Canada, hvor han døde i 1992.

Middagskoncerten fra Varna afbrudt

Det var i øvrigt under en af Sigurd Juhls middagskoncerter på Restaurant Varna, at et animeret selskab var så højrøstede, at Statsradiofonien – som Danmarks Radio hed dengang –  valgte at afbryde transmissionen. Det gav overskrifter i aviserne.


Stor Støj standser Musik i Radioen

“Radioens faste lytterskare, der hver dag stiller ind kl. 12,40 dels for at høre middagskoncertens søde toner, dels for at fryde sig over den madglade masses mumlen og tælle, hvor mange gange gaflen falder paa gulvet, fik i gaar en slem overraskelse.
Middagskoncerter transmitteredes fra restaurant Varna, Aarhus, hvor kapelmester Sigurd Juhl og hans otte mands musikanter gjorde deres for at glæde publikum foran mikrofonen og bag højttalerne.
En meget kendt aarhusianer havde 65 af sine prominente bysbørn til fødselsdags-frokost i Varna. Gæsterne, der sad i passende afstand fra mikrofonen, gav sig til at stemme i, da orkestret spillede en munter potpourri. Efter andre gæsters udsagn, var der ogsaa enkelte, der ikke fulgte fællessangen. Glosen “Skaal” blev ogsaa opfanget af radioen. Dette syntes statsradiofonien ikke om.
Man ringede til etablissementets direktør Haakon Christensen, der dog ikke fandt grund til at dæmpe selskabet, hvorefter koncerten blev afbrudt til fordel for grammofonplader-.”

 


≡ Kilde:
– Denne artikel er lavet med baggrund i materiale fra Sigurd Juhls søn, Jørgen John Juhl, der i dag bor i Vancouver, Canada. Han har også velvilligt stillet billedmateriale til rådighed. / Suppleret med informationer fra John E. Nielsen, Århus