Aaby fra istid til nutid

 

Om Aabys skabelse fra istiden til villakvarterer. Om  dengang den havde en havn ved åen, hvor bønderne skar siv som de solgte. Byen der i 1898 havde 385 beboere hvoraf der var proprietærer og kapitalister.
Fortalt af Ole Henrik Laub.
 I gamle skrifter og optegnelser kan du læse og finde facts om gamle dage.

Du kan se, at Århus Amt i Middelalderen udgjorde dele af Åbo Syssel (Hasle, Vester- Lisbjerg, Sabro, Framlev, Ning, Hjelmslev og Gern Herreder) og hertil har Åby sogn også hørt. Og hvis du går næsten tilbage til Guds skabelse af Verden, finder du her en højslette, der strækker sig mellem Århus- og Egå-dalene, som kaldes et typisk morænelandskab.

Da isen smeltede for årtusinder siden, trak den sig rask tilbage her og efterlod et dække af frugtbart moræneler som en svagt bølgende slette der for Åby sogns vedkommende så at sige overalt skråner mod syd. Ved sognets nordgrænse i Brabrand sogn findes det 79 meter høje punkt Abildtrup, og nede i sognets sydøsthjørne er man 19 meter over havets overflade. Den østlige del af Åby by ligger på en lille bakkeø. Den består af grus, som blev afsat da isen smeltede, men senere skruet op og dækket af et morænelag ved nye fremstød af isen.

Jord til Frichs fabrikker

Den østlige ende af denne bakke blev gravet af i 1908 for at blive brugt som fyld på den grund hvor lokomotivfabrikken Frichs skulle opføres. Hist og her findes små morænedækkede grusbakker med stejle skrænter ned mod ådalen, dannet ved vandets erosion. Hvis de er der endnu – for meget er ændret, jævnet og skjult af en ny tids bebyggelse.

Hvor Åby Bækgård engang lå, kunne man se en erosionskløft med en lille bæk i kløftens bund. Den sydvendte lavning, hvor anlægget nu ligger, er også dannet af vandstrømme da isen var borte.

Århusdalens ældste havn

Den ældste havn i Århusdalen skal have ligget ved Åby, indtil fjordindløbet sandede til. Så blev havnen anlagt ved åens munding, Ar-os, hvor Århus voksede frem.

Oldtidsfund fortæller om tidlige bopladser, bebyggelse, gårde, en landsby, et samfund.

I Åby har de gamle gårde oprindelig ligget i retningen øst-vest med tofter og enge mod syd og marker mod nord. Efterhånden som byen blev større, har nye gårde og huse fået plads nord for bypladsen over for den gamle gårdrække. I det 12.-13. århundrede blev en kirke i romansk stil bygget omtrent i østkanten af den lille by i ådalen.

Landboer og sivskærere

Siv og rør var tidligere vigtig for
husflidsarbejdet i Aaby

I de gamle markbøger får de for længst glemte steder og de gamle bønder navne og bliver levende. Deres arbejde med jorden, opdyrkning af sure enge og heder – og hvordan husmænd og arbejdsmænd fra gammel tid søgte at tjene lidt ekstra ved at skære siv ved Brabrand sø i store bundter, som så Åbyfolket sejlede til landingsstedet Masager, den ene af to bådhavne ved åen på dens løb gennem sognet.

Efter århundreders arbejdsfællesskab i landsbyen kommer så udskiftningen, flytningen af gårde uden for landsbyen, i Åby forholdsvis tidligt, allerede i 1779-80, og det gamle lukkede landsbypræg begynder at forsvinde. Men inde i Åby bliver mange af de gamle stuehuse liggende og bliver nu indrettede som boliger for husmands- og arbejdsmandsfamilier.

Gartnerier og fabriksanlæg kommer til

Og i slutningen af det 19. århundrede begyndte sognet helt at miste sit landlige præg. Der kom gartnerier, fabriksanlæg, en ny stor skole, og villaer, selv om man dog skal helt op til 1905, inden der rigtig blev udstykket og bygget villaer i stor stil på de gamle åbygårdes marker – som altid havde været kendt for at være velpassede og for at give gode afgrøder. De var ret velhavende, de store gårdmænd i Åby. Mælk og grøntsager og mange andre varer kunne let transporteres til Århus og sælges der, og på bryggeriet Ceres kunne der købes mask til kreaturerne. Hos vognmænd i Århus og på dragonkasernen kunne der skaffes gødning til markerne.

Nu fik de åbybønder et ekstra aktiv, da deres jorder kunne holde en god pris til de mange udstykninger, som hurtigt krævede anlæggelse af mange nye veje. Åbyvej, Gellerupvej, Vibyvej. Kærvej, Søvej, Bakkeallé. De gamle gårde har givet navne til Allégårdsvej, Enggårdsvej, Gammelgårdsvej, Ståhøjgårdsvej, Tousvej, Østergårdsvej, Åby Bækgårdsvej.

Aabys folketal vokser

Og folketallet? I 1898 blev Åby Sogns befolkning optalt til 385 mennesker. Af dem blev gårdmandsklassen udregnet til 131 personer. Til gruppen blev dog også regnet nogle familier, som man syntes hørte med ifølge deres stilling og levevis, læreren, mølleren, fx. Desuden fandtes så en mindre gruppe som kaldtes proprietærer, 9 mennesker, ialt 3 familier – hvoraf 2 var kapitalister(!) – det vil sige, folk som ville tilbringe deres alderdom på landet i bekvem nærhed af byen. I 1925 havde Åby Kirkeby 496 indbyggere. Og så går det stærkt. I november 1940 optælles Åby Sogn til 7200 indbyggere.

Da villakvarteret i 1870-80’erne så småt begyndte at komme ved Silkeborglandevejen (anlagt 1854) kunne man ikke straks finde på et navn. I begyndelsen kaldte man bebyggelsen nord for Åby for Valby, idet man havde Valby ved København i tankerne. Navnet blev heldigvis afskaffet og erstattet med: Åbyhøj. Ved et sognerådsmøde 25. september 1902 blev det vedtaget, at dette navn skulle være gældende for sognets nybebyggelse.

Åbyhøj. Navnet har en blød klang i min erindring. Jeg boede der engang.


≡ Kilde:
Dette er et uddrag fra
© Ole Henrik Laubs bog ‘Bag Havelågen i Åbyhøj’ fra 1987.
Bogen fortæller om opvæksten i Åbyhøj. Kapitlet bringes her med venlig tilladelse fra forfatteren.