Kriegersvej

 

Kriegersvej ligger fra Orla Lehmanns Allé til Frederiks Allé parallelt med banegraven.

Kriegersvej set fra Frederiks Allé ved Frederiksbroen
Den høje bygning i baggrunden er Orla Lehmanns Allé
Til højre anes baneterrænet. Foto 1965

Den fik navnet i 1874 efter politikeren Andreas Frederik Krieger (1817-1893). Det var i øvrigt etatsråd M.P. Bruun der kom med navneforslaget i Aarhus Byråd.

Her er der hovedsageligt beboelsesejendomme hvor beboerne i midten af 1900-årene var småkårsfolk med titler som arbejdsmand og arbejderske, danselærer, fotograf, strikkerske, ekspeditrice, børnetilsynsdame, matros, sadelmager, husbestyrerinde og kogerske.

Dog var der i 1950’erne en købmandsbutik, i folkemunde kaldet “Gok Anna”, der havde sit største salg af øl og spiritus efter lukketid.

I nummer 19 boede kulhandler Nielsen, der bragte kulsække ud i hestevogn til beboere i nabolaget. I nummer 17 har der været et kafferisteri. Herudover var der et stort Aarhus Maskinsnedkeri og Listefabrik i nr. 23-33, der var ejet af fabrikant Knud Andersen. I 1920’erne beskæftigede virksomheden 15 personer. I samme bygninger har også en lille møbelfabrik haft til huse.

Bro-Caféen

Bro Cafe på hjørnet af Kriegersvej og Frederiks Allé. Foto 1955

På hjørnet af Kriegersvej og Frederiks Allé ligger den gamle restaurant “Bro Café“, hvor der tidligere var købmandshandel.  I 1899 åbnede den som café under navnet “Skyttes Gæstgiveri”. I 1916/1918 kom der ny ejer J.J. Post, der gav den navnet “Bro Café”.  I 1920’erne var ejeren Anne Mette Jensen, der også have pensionærer boende. Caféen var lukket fra engang i 1980’erne til den genåbnede i 1992 i renoveret stand.

 LÆS MERE:
Banegårdsgades historie
Orla Lehmanns Allé

 


På Kriegersvej havde fru Olsen åbnet sin bolig for gadens børn, så de kunne se fjernsyn. Foto 1958