Vesterbro bykvarter

 

Vesterbro er i Århus ikke en bydel man omtaler på samme måde som Vesterbro i København. Den lå oprindeligt uden for byens porte. Bydelen ligger vest for den indre by, afgrænset i nord til bydelen Trøjborg, i vest til Hasle og Åby, og i syd til Frederiksbjerg.

Vesterbrogade. Foto 1907

 

Vesterbro bykvarter (grøn)

I gamle dage lå denne bydel uden for byens porte, Vesterport og Munkeport, og var frem til slutningen af 1800-tallet for det meste markområder uden særlig megen bebyggelse.

I 1868 fik vejen, der går fra Botanisk Have til Vesterbro Torv, navnet Vesterbrogade. Fra Botanisk Have løb der tidligere en bæk, Hesselbækken, ud i Århus Å. Over denne var der 200 år tidligere en træbro; så måske derfor fik gaden navnet Vesterbrogade. Denne var da kun en vej, som først begyndte at blive bebygget i 1860’erne. Her byggede i nummer 24 møllebygger Peder Nielsen i 1902 et forhus med et baghus med to gårde, og to lokummer til hvert hus. Udover beboelse var der en butik med nogle beboelsesrum samt pigeværelser på loftet.

Kvægtorv og Svinetorv

Vesterbrogade blev brugt af blandt andre landmændene, når de kom til byen med deres mælk, som skulle afleveres til mejeriet Vesterbro, der netop lå i Vesterbrogade. Vesterbro Torv var også det sted, hvor bønderne kom

til, for at handle med deres kreaturer. Det kaldtes først Kvægtorvet, men kom senere til at hedde Grisetorvet – enten fordi man nu mest handlede med grise, eller fordi det var beskidt. På torvet blev der dog også handlet med heste, får og lam. Kvægmarkedet fortsatte her til 1907.

For enden af gaden ved Vesterbro Torv lå Aarhus Trælasthandel, der var kommet til i 1896 og lå her indtil 1918.

På hjørnet af Vesterbro Torv og Langlandsgade lå et teglværk og et kalkværk, der i 1840 blev overtaget af C. Langballe. Kalkværket flyttede til havnen i 1872, mens teglværket forsvandt i 1917.

Endelig skal her nævnes to af byens betydelige virksomheder, som du kan læse mere om, nemlig Aarhus Mølle og bryggeriet Ceres.

Kvægmarked på Vesterbro Torv. Foto ca.1890

Mejeriudsalg fra Mejeriet Vesterbro. Ny Munkegade 101. Foto 1961

Krudtmagasin og sygehus

På Vesterbro ligger også Botanisk Have, der i 1873 startede som’ Det jydske Haveselskab’, en planteskole, hvortil der var knyttet en prøvedyrkning af frugtsorter. Dette område fylder en væsentlig del af bydelen Vesterbro. I dette parkområde startede man i 1914 med opførelsen af det, der skulle blive ‘Den Gamle By’. Den første bygning her var ‘Borgmestergården’, der var blev flyttet hertil fra Landsudstillingen fra 1909.

Amtssygehuset i Tage-Hansens Gade blev bygget i 1935. Artillerikasernen i Langelandsgade kom til i 1899.

Det stejle område i den nordlige del af Vesterbro hed Munkebakken, hvor Ny Munkegade i 1882 fik sit navn. Her fandtes militærets krudtmagasin. Her lå også et primitivt epidemisygehus, der var  i funktion indtil 1913, hvor man indviede Marselisborg Hospital på Skanderborgvej. Brandstationen i Ny Munkegade blev  opført i 1913-1914.


Kort over Vesterbro

Kort over bykvarteret Vesterbro. Optegnes efter Kommuneatlas Århus. 1997

Kort over bykvarteret Vesterbro.
Optegnet på kort fra slutningen af 1800-tallet