Havreballe skov

 

Havreballe skov er den nordlige del af Marselisborgskovene. Skoven har helt tilbage til 1300-tallet heddet Ladegårdsskoven.

Skovengen Kalvehaven i Havreballe skov. Foto 1902

I begyndelsen af 1800-tallet kaldte man den for Friheden, hvorefter byrådet i 1924 besluttede, at den skulle have sit tidligere navn Havreballeskov, som den havde haft siden 1300-årene. Det skal angiveligt have været kong Erik 6. Menved, som i 1294 gav skoven syd for Aarhus navnet Havreballe.

Navnet Havreballe havde den efter den tidligere Havreballegård, som var en kongelig lensgård, der i 1684 blev omdøbt til Marselisborg Gods, efter den hollandske Marselisslægt.

Navnet Friheden blev herefter reserveret til området omkring restaurationerne dér.

Skoven er præget af meget store og gamle bøgetræer, og området nær Strandvejen kaldtes i gammel tid for Boghaven, efter bøgens frugter bog.

I slutningen af 1910’erne blev de sumpede områder i skoven inddæmmet til skovsøer. Stadionsøerne, som de i dag kaldes, har siden deres oprettelse været et populært udflugtsmål for skøjteløbere om vinteren.

I 1957 blev Kongevejen udvidet og blev derved hovedfærdselsåre gennem Havreballeskoven.

Vejen fra Kongevejen til Stadion kaldes Grønnevej, fordi den i lang tid lå hen som en ubenyttet græsklædt vej.

Af gamle navne i skoven kan nævnes:

  • Kalvehaven eller Klappereng var tidligere vandfyldt skoveng.
  • Bomskolen kommer af tysk Baumschule der betyder planteskole, som har været anlagt der engang
  • Husmandsstien var en gammel sti som husmænd og dagplejere benyttede når de skulle til arbejde på Marselisggården.
  • Naturstien blev anlagt i 1929 af lektor A.E. Skjøtt Pedersen. → Læs mere om Naturstien.
  • Knuds eg er en 400 år gammel eg.
  • Tivoli Friheden. I 1957 kom de første tivoli-forlystelser til stedet og i 1958 blev tivoliselskabet ”Friheden” etableret.
  • Zoologisk Have blev anlagt i 1932 og blev lukket igen i 1960.

Under 2. Verdenskrig  var store dele af Havreballeskoven besat af tyskerne, der byggede bunkeranlæg og barakker, blandt andet i området øst for Kongevejen. Efter krigen fik bunkerne lov til at blive og blev efterfølgende overtaget og udbygget af Søværnets Operative Kommando

Læs mere om Marselisborgskovene

Havreballe skov i Marselisborg skovene. 1974

Havreballe skov i Marselisborg skovene. Kort 2017