Naturstien i Aarhus

 

Naturstierne i Aarhus blev startet 24. november 1929 af en lærer ved Marselisborg Gymnasium, lektor A. E. Skjøt-Pedersen, og var skabt ved et omfattende samarbejde mellem kommunens skole-, skov-, park- og vejvæsen.

Folder fra 1979

Det var en rundsti med en længde på 2½ km som blev anlagt i Havreballe Skov, hvor lektoren og hans frivillige hjælpere ophængte sedler med oplysninger om det, der kunne iagttages på turen indenfor plante- og dyrelivet.

Det blev til op mod 2000 sedler årligt, med tekster som var baseret på op mod 10.000 iagttagelser.

Gule, blå, grå og røde sedler på tre sprog ophængt i hørgarnssnor langs naturstierne forsynet med to tekster skrevet med tusch på stedet. Denne tilsyneladende primitive ophængning var modstandsdygtig mod vejr og vind, hvorfor en seddel kunne holde halve år. Men naturstiernes idé var også at følge naturens gang, hvorfor en seddel kun hang fra en uge til en måned, hvorefter den blev taget af snoren og udskiftet – undtaget 85 sedler, som hang der permanent.

A.E. Skjøt-Pedersen fik i 1954 Aarhus bys ærespris for 25 års arbejde med naturstien.

Amerikansk idé

Ideen til naturstier havde Skjøt-Pedersen fået under et studieophold i New York, hvor der i 1920 i en skovlysning blev ophængt sedler med forklarende tekster. De kaldte stien ‘nature trail’, og her fik tusinder et indblik i naturens myldrende liv. Den blev forbillede for tilsvarende stier rundt omkring i USA.

Grundlæggeren A.E. Skjøt-Pedersen ved Naturstien. Foto 1935

Naturstien efter krigen

Under 2. Verdenskrig benyttedes store dele af Havreballeskoven til andre formål, så stien måtte lægges om. I 1945 fik den sin endelige placering som to udfartsstier fra byen mod Frederikshøj og Varna. Naturstien fra sporvognsremisen begyndte 100 meter ind ad Kongevejen og gik 800 meter mod syd, så den endte nær Marselisborg Slot.

Naturstien fra Stadion Allé startede midtvejs mellem Folkeparken og Stadion, gik mod øst 800 meter og udmundede ved en sideindgang til Rømerhaven, den lige linje mod Mindepark-monumentet.

I 1955 blev en sydligere sti i Marselisborgskovene ved Blommehaven lavet med særligt henblik på den kommunale lejrplads i sommermånederne.

Det første kort med naturstien fra 1936 gengivet i ‘Naturens Verden’, tegnet af A.E. Skjøt-Petersen. Her er naturstien farvet grøn.


Referencer
– Folderen Natursti Århus fra 1970’erne
– Bernhardt Jensen, Peder Jensen: Marselisborgskovene. 1974
– Ole Degn: Da det var nyt i Århus, 1970. Artiklen ‘Naturstien i Marselisborg-skovene’