Hans Broge

 

Grenådrengen Hans Broge blev en af Århus’ – og Danmarks – betydeligste købmænd, som også fik stor betydning for byens liv, blandt andet som medlem af byrådet. Det var ikke for ingenting han blev kaldt ‘Jydernes Kong Hans’.

Hans Broge

Hans Broge blev født den 4.december 1822 i Grenå, hvor han tilbragte sin barndom. Han var søn af købmand og skipper Niels Broge og Anna Sophie Magdalene de Hemmer. Blev i 1849 gift med Inger Kirstine Brock. Han døde i Århus 25. marts 1908 i Aarhus.

Han kom som 15-årig i handelslære hos den århusianske købmand og skibsreder Harboe Meulengracht (1767-1853).

Efter læretiden rejste han til Hamborg, hvor han blev handelsrejsende for et tysk handelshus.

I 1847 vendte han tilbage til Århus, og etablerede sig som selvstændig købmand i Mindegade 8 (dengang nr. 340). Han drev handel med blandt andre  sin bror i Hamborg, til hvem han sendte huder og smør, og fik kolonialvarer retur. Han drev omfattende import- og eksporthandel med landbrugsvarer og kul, især til England, der gjorde Århus til Jyllands handelsmæssige midtpunkt.

Smør var en af hans store interesser og eksportartikler, som han højnede kvaliteten af. På hans og professor Segelckes initiativ blev der i 1868 afholdt en smørudstilling i Århus, som den første i landet.

Sådan startede Hans Broge med annonce i 1847

Kong Hans’ erhvervsinteresser

Hans Broges købmandsgård. Mindegade 8

Om Hans Broge blev det sagt, at næppe noget større foretagende i Århus kom i stand, uden hans medvirken.

I 1860’erne var han medstifter af Jydsk-Engelsk Dampskibsselskab og Dampskibsselskabet Aarhus-København af 1865. Han var også medstifter af Aarhus Palmekærnefabrik (den senere Aarhus Oliefabrik), Aarhus Svineslagteri og Aarhus Teglværk i Tilst og Aarslev. I 1877 købte han et gasværk til Århus. I 1896 stiftede han Korn- og Foderstof Kompagniet sammen med svigersønnen Otto Mønsted. Han var aktionær i Sct. Oluf Badeanstalt på Kystvejen, der åbnede i 1872. Og han var med i oprettelsen af Landsbrugsskolen i Malling, bygningen af Clemensbro og byens havneanlæg.

Hans Broge var varm fortaler for et nyt teater i byen. Han bidrog også væsentligt til anlæggelsen af jernbaneforbindelsen Århus-Ryomgård og Odder.

Det politiske liv

I perioden 1857-1869 var Hans Broge medlem af Århus Byråds borgerrepræsentation, han var formand for Aarhus Handelsforening samt Haandværkerforeningen, – som han ved sit 50 års jubilæum blev æresmedlem af – og medlem af bestyrelsen for Aarhus Landforening. Da byen besluttede at oprette en Handelshøjskole, bidrog han økonomisk hertil og oprettede samtidig et jubilæumslegat til fripladser for ubemidlede. I 1865-1866 var han kongevalgt medlem af Rigsraadets Landsting.

Sommerbolig i Brabrand

Han ejede flere større ejendomme, blandt andet Hovedgården Bustrup ved Skive og Graa Mølle lidt udenfor Århus. Omkring 1870 købte han et areal i Brabrand, hvor han byggede en sommerbolig og anlagde et stort anlæg. Her opnåede han at få besøg af kronprins Frederik (senere Frederik 8.) i sin sommervilla, da kronprinsen besøgte Brabrand Bakker. Området kaldes i dag ‘Hans Broges Bakker’. I 1901 skænkede Hans Broge anlægget til kommunen. Hans villa blev nedrevet i 1987.

Hans Broges død, statuer og gader

Hans Broges dødsannonce 1908

Hans Broge døde i Århus 25. marts 1908, en begravelse der blev optaget på film. Han fik ordenerne Dannebrogsmand, Kommandør af 1. grad af Dannebrog og Fortjenstmedaljen i guld.

Hans forretning blev videreført af hans kompagnon S.C. Wærum, og ved dennes død i 1910 overgik firmaet til hans sønnesøn H.C. Broge (født 1882). Hans Broges datter Anna Broge blev i 1870 gift med margarinefabrikanten Otto Mønsted.

I 1910 blev der opstillet en statue af Hans Broge på Tietgens Plads i Århus. Hans Broges Gade i Århus og Hans Broges Vej i Brabrand er opkaldt efter ham.

 

→¦ Læs mere Hans Broges slægtstavle – Lundskov.dk/Europas konger (nyt vindue)