Hans Hartvig Seedorff Petersen

 

Århusianeren Hans Hartvig Seedorff var dansk forfatter og lyriker, der blandt andet blev kendt for sine friske og muntre digte.

Hans Hartvig Seedorff

Hans Hartvig Otto Seedorff Pedersen blev født 12. august 1892 i Ryesgade 43, Århus. Søn af skrivepædagog og overlærer Hans Carl Pedersen (1854-1949) og hustru Ingeborg Seedorff (1869-1955). Han fik i 1956 slettet efternavnet Pedersen. Familien flyttede omkring 1893 til i Banegårdsgade 22, hvor han voksede op. Senere flyttede de til Frederiksgade 67.

Gift 1919 med Karen Else Gøthe Voeler (kaldet ”Spindevinde”) (1898-1979). Gift 2. gang i 1974 med Elsa Johanne Mortensen (1929-2012)

I 1959 udgav han et lille skrift om sin barndomsgade Banegårdsgade, Århus.

Mange af hans skriverier blev til i et sommerhus i Tibirke Bakker.

Han tog studentereksamen fra Marselisborg Gymnasium i 1911. Uddannet cand.phil. Herefter beskæftigede han sig med journalistisk virksomhed, og var blandt andet ansat på Aarhus Amtstidende.

Var i 1917 delegeret ved det danske gesandtskab i Petrograd. Under 2. verdenskrig var han forbindelsesled mellem de allierede og Statsradiofonien. Efter krigen fortsatte han i radioens (Danmarks Radio) udlandsafdeling, hvor han var programkonsulent 1956-1970.  Han lavede også mange kulturhistoriske udsendelser fra bl.a. Ceylon, Pompeji, Bahrain og Ethiopien.

Rejste meget rundt i verden, i Europa, Afrika og Østen.

Forfatterskabet

Vinløv og Vedbend
1. udgave 1916

Hartvig Seedorff debuterede i 1916 med digtsamlingen ‘Vinløv og Vedbend’ – men hans faktiske debut var i 1906 med en artikel i Aarhuus Stiftstidende, og i 1907, hvor han skrev et digt i dagbladet Demokraten under pseudonymet Frodes. Herefter blandt mange andre ‘Hyben’, ‘Fra Danmark til Dvina’, ‘Mod fremmede Stjærner’, ‘De syngende palmer’ og ‘De hundrede Veje’. Har udgivet Visesamlingen ‘En lystig Visebog’ og ‘Sorgenfri synger’. I 1942 udkom ‘Udvalgte Digte I-III’ og i 1952 ‘Nye Udvalgte Digte’.

Hertil kommer nogle rejsebøger om bl.a. Ceylon og Pompeji.

Har desuden skrevet essays, prologer, festspil og operaoversættelser for blandt andre Det kongelige Teater, kantater til Århus købstadsjubilæum, Studenterforeningen og mindehøjtideligheden for Vitus Bering.

Hans forfatterskab er beskrevet som ”Hans rytmiske sans er overordentlig skarp, hans billeddannende formåen fuld af fantasi og plastik”; ”Seedorff er som Drachmanns arvtager, en smidig versetekniker, der besynger livsglæden, kærligheden og vinen”.

Kendte er hans sange som ‘Tre Røvere fra Rold’ fra 1917 og ‘Den er fin med Kompasset’ fra 1918.

Den er fin med kompasset!
Slå rommen i glasset
og stik mig lidt kandis all right på en spoon!
Skønt få er vi nok til
at ta’ os en grog til
Og Rosvald og Rosa er bound for Rangoon.

Udmærkelser

Hartvig Seedorff var herudover gennem årene meget engageret i forskellige former for foreningsvirksomhed: Universitetssamvirket, Studentersangerforeningen, Dansk Forfatterforening, PEN Clubben, Oehnlensclägerselskabet.

Han modtog mange forskellige legater og udmærkelser, blandt disse: Holger-medaljen, Dansk oversætterforbunds ærespris og Lyrikerprisen.

I 1958 flyttede han ind i Bakkehusets gæstebolig på Rahbeks Allé, Frederiksberg, hvor han boede til sin død.

Fik flere ordner og medaljer: Ridder af Dannebrogsordenen, Medaljen for Ingenio & Arti (1933), Franske Dekoration Officier d’Académie, Italiensk fortjenstorden, Svensk Nordstjerneorden samt Tunesisk Nichan-el-Iftikar orden med flere.

Hartvig Seedorff blev i 1982 formentlig æresborger i Århus Kommune. Der er i skrivende stund nogen usikkerhed om han reelt blev udnævnt til æresborger, eller blot ”æret som borger”.

Buste og gadenavn

I 1952 blev Hartvig Seedorffs 60-års fødselsdag festligholdt på Restaurant Varna i Århus, hvor man meddelte, at Århus by ville skænke en buste af digteren. Denne buste blev afsløret den 14. april 1956 på dagen for hans 40 års forfatterjubilæum med ‘Vinløv og Vedbend’. Busten, der er opstillet ved indgangen til Hovedbiblioteket, Mølleparken i Århus, er lavet af Gottfred Eichhoff.

I 1977 fik han en gade i Århus opkaldt efter sig: Asylgade ved Rådhuspladsen, fik navneforandring til Hans Hartvig Seedorffs Stræde.

Hans Hartvig Seedorff døde den 19. januar 1986 og er begravet på Frederiksberg kirkegård.