Salling slægten

 

Salling Stormagasin i Århus startede i 1906 som en lille manufakturforretning på Søndergade med en månedsomsætning på 4200 kroner. I dag er det en del af Salling Group (tidligere Dansk Supermarked) med mere end 700 butikker, 50.000 medarbejdere og en omsætning på over 50 milliarder kroner.

 

Sallings første annonce 18. oktober 1906

Starter med sengeudstyr i 1906

Frederik Ferdinand Salling, blev født i 10. maj 1880, Teglgaardsgade 29 stuen (nu Sjællandsgade), Århus. Han var søn af Hans Christian Salling og Karen Marie Jensen, der havde en købmandsbutik i Sjællandsgade.

Ferdinand kom i manufakturlære i Fredericia, og arbejdede herefter som kommis i Odense, Århus og Randers. I 1906 vendte han tilbage til Århus, hvor han den 6. september startede en lille manufakturforretning i Søndergade 34, under navnet ‘Ferdinand Salling‘. Med stor forsideannonce i Aarhuus Stiftstidende åbnede forretningen 19. oktober 1906. I starten var det med sengeudstyr og hvidevarer, men efterhånden blev varesortimentet udvidet.

Sallings første butik Søndergade 34

I 1914 købte han af P. Møller ejendommen Søndergade 27, hvor der i 35 år havde været bageri. Købsprisen var for 65.000 kroner. I 1915 flyttede Salling så ind i de større lokaler dér, og fik senere tillagt naboejendommen Østergade 29. Forretningen var under stadig udbygning, og han købte flere ejendomme i Søndergade og Østergade. Under 2. Verdenskrig var der dog stilstand i byggeplanerne, men i 1946 blev de genoptaget.

I 1948 blev første etape af stormagasin Salling indviet. Firmaet blev i 1952 omdannet til et aktieselskab, byens største privatejede detailforretning.

Ferdinand Salling døde den 22. juni 1953, hvorefter virksomheden blev videreført af hans 33-årige søn Herman Salling.

Føtex og Bilka kommer til

Herman Christian Salling blev født 20. november 1919 i Søndergade 27,  Århus. Efter faderens død var han i 1959 på en jordomrejse, hvor han blev inspireret af den amerikanske forretningsform ‘Variety Store’, til at lave stormagasiner og varehuse.

Han videreførte faderens livsværk, og udvidede stormagasinet  i 1954 og 1967.

Salling i Søndergade 27.
Foto 1921

I 1958 blev Bluse Magasinet i Århus stiftet. Det fik i 1960 navnet Jysk Supermarked A/S. I 1964 indgik Salling i et 50-50% kompagniskab med Rederiet A.P. Møller, og ‘Jysk Supermarked’ blev ændret til Dansk Supermarked A/S.

Den 17. november 1960 åbnede den første føtex i Guldsmedgade i Århus. Et helt nyt koncept i Danmark for varehuse, med fødevarer, isenkram og tekstilvarer. Butiksnavnet er dannet af ordene FØdevarer og TEXtil.

Det første Bilka lavprisvarehus startede i Tilst ved Århus i september 1970. Butiksnavnet havde Herman Salling fået ideen til i Vesttyskland – det er afledt af BILliges KAufhaus.

Senere, fra begyndelsen af 1980’erne, kom discountbutikkerne Netto, Tøj og Sko samt A-Z til. Hertil kommer tilsvarende butikker rundt om i både Danmark og udlandet.

Forretningen på Søndergade i Århus gennemgik i 2005 en betydelig udvidelse, som Herman Salling nåede at opleve, inden han døde i 2006.

Stormagasinet bærer fortsat grundlæggerens navn ‘F. Salling A/S’.


Salling slægten

Ferdinand Salling . Hermann Salling

 

Anna Cathrine Salling blev født 3. november 1810 i Viborg, døbt 11. februar 1811, og døde 9. november 1883 i Århus. Hun var datter af daglejer og avlsmand Hans Jensen Salling (f.1769 i Viborg, d.1834 i Viborg) og Johanne Pallisdatter (f.1775, d.1850).

Anna Cathrine fik fire børn med fire forskellige mænd, hvoraf hun blev gift med den ene:

  • 1. Johanne Christine Salling, født 15. april 1835 i Viborg, død 1908 i Århus. Den udlagte barnefar var købmand Christian Styhr.
  • 2. Hans Christian Salling blev født 16. maj 1841 i Viborg. Den udlagte barnefar var Jens Jørgensen (f.ca.1805).
  • 3. Jensine Marie Salling, født 29. maj 1847 i Viborg. Den udlagte barnefar var konsumtionsbetjent Walters.
  • 4. Ane Frederikke Breitzmann, født 23. september 1849 i Viborg. Faderen var væver og senere privatlærer Georg Ferdinand Mathias Jens Daniel Breitzmann der var født 1817 i Eckernförde, og døde 1892 i Århus. Anna Cathrine og Georg blev gift 28. oktober 1848 i Viborg.

Det er således fra Anna Cathrine Salling og hendes slægt – Ferdinand Sallings farmor – at efterslægten har sit navn.

Hans Christian Salling blev født 16. maj 1841 i Viborg og døde 15. april 1923 i Århus. Han blev den 8. novemberi 1874 gift i Vejlby sogn ved Århus med Karen Marie Jensen, der blev født 19. juli 1838 i Svenstrup ved Slagelse, og døde 7. marts 1919 i Århus. Hun var datter af boelsmand Jens Pedersen og Kirsten Christensdatter.

Hans Christian og Karen Marie fik to børn:

  • 1. Ane Kirstine Elfride Salling, blev født 8. september 1878 i Møllestien 30 i Århus.
  • 2. Frederik Ferdinand Salling, blev født 10. maj 1880 i Århus.

Frederik Ferdinand Salling blev født 10. maj 1880 i Teglgaardsgade 29 i Århus, døde 22. juni 1953 i Århus og blev begravet på Århus Nordre kirkegård. Han blev gift den 30. juli 1918 på Frederiksberg med Helene Nikoline Smith Christensen Vandet, født den 10. oktober 1896 i Årup ved Assens. Ægteskabet blev opløst. Hun var datter af manufakturhandler Herman Christensen Vandet (1866-1935) og Anne Christine Helene Amalie Jensen (1868-1936).

Frederik Ferdinand og Helene Nikoline fik to børn:

  • 1. Herman Christian Salling, født 20. november 1919 i Århus.
  • 2. Inger Marie Salling, født 22. januar 1923 i Århus.

Hermann Christian Salling, blev født den 20. november 1919 i Søndergade 27 i Århus, døde 8. maj 2006 i Århus, og er begravet på Århus Nordre kirkegård. Han blev gift tre gange: (1) Den 10. september 1950 gift i Skade ved Viborg med Lissi Pedersen, født 8. september 1932 i Silkeborg, død 15. maj 1952 i Risskov. (2) Den 20. september 1958 gift i København med Sys Julie Brammer, født den 13. marts 1940 i Århus, død 5. november 1981 i København. (3) I 1977 gift i Risskov med Karin Gerda Andersen, født 1943 i Randers. Datter af snedkermester Aage Andersen og Lilli Agnethe Sørensen.

Læs også: Magasin du Nord