Badeanstalter i Aarhus

 

Århus har haft badeanstalter siden middelalderen. De kaldtes badstuer og lå oftest ved åen eller en vandfyldt bygrav. En af de tidlige lå antagelig på hjørnet af Lille Torv og Badstuegade. De var både sundheds- og forlystelsesanstalter, måske i en form som kendtes fra det gamle Rom. Udover badet kunne man blive barberet og klippet, få sårbehandling og åreladning.

Det vides, at kong Hans (1455-1513) søgte til Århus Badstue i 1487, og ellers når lejligheden bød sig.

De offentlige badstuer blev ophævet i det 16. århundrede, fordi man mente de fremmede usædeligheden og udbredelsen af kønssygdomme. Så det var ikke kun badning der foregik.

Badeanstalt ved Strandvejen. Foto 1905

Badehus og søbad

Men i starten af 1800-tallet kom der atter gang i badehusene. I 1817 byggede skibsbygmester Bonne Bonnesen et badehus nord for Mindet, som blev stillet til rådighed til enhvers afbenyttelse.

1827 åbnede klasselotterikollektør Laurids Jahnsen en søbadeanstalt bag sin ejendom i Skolegade 32 – haven gik den gang ud til stranden. Det var et lille grønmalet skur. Det blev senere overtaget af amtsbarber M. Warberg, men måtte flyttes nogle gange bl.a. til Kystvejen ud for Skt. Oluf Kirkegård, blandt andet grundet havneudvidelsen. Den eksisterede helt frem til 1878.

Befolkningen foretrak dog også friluftbadningen, og det blev almindeligt at bade ved Marselisborgskovene og Vejlby Fed. I 1933 anlagde kommunen en stor strandbadeanstalt i Risskov, Den Permanente Badeanstalt. I 1954 anlagde kommunen søbadeanlægget ved Ballehage som afløser for den tidligere badeanstalt ved Strandvejen.

Badeanstalterne kommer

Sct. Olufs Badeanstalt, Kystvejen. Foto 1909

I 1848 åbnede justitsråd Müller, sammen med brødrene møller Weis og lægen Hans Chr. Weis en ny badeanstalt Aarhus Søbadeanstalt, der lå ved vejen ”Forstaden Grønland”, lige syd for Mindet ved Spanien. Forbilledet var datidens berømte badested på Føhr. I starten gik det godt, men borgerne syntes det var for langt uden for byen; og heldigt var det heller ikke, at naboen var trankogeriet. Den blev i 1885 overtaget af Århus Kommune.

I 1860’erne blev det moderne med romerske bade med varme bade og dampbade. Så i 1872 åbnede en stor og flot St. Oluf Badeanstalt på Kystvejen 5 ved Skt. Oluf kirkegård. Den blev opført af storkøbmand Hans Broge og sagfører N. Knudsen. I 1923 blev den købt af Frantz Nielsen. Her kunne man få styrtebade, karbade, dampbade, russiske og romerske bade, lysbade, massage. Det var saltvand som blev ledt ind fra Århusbugten. Der var åbent fra kl. 8 morgen til 20 aften, om søndagen til kl. 12. Badeanstalten lukkede i 1940.

Fra 1893 gav kommunen den ubemidlede del af befolkningen lov til gratis at benytte  bademuligheder på byens sygehuse og fattiggården.

Svømmehallen

Badeanstalten Svømmehallen. Foto 1933

Den første kommunale varmtvands- og dampbadeanstalt, Århus Folkebadeanstalt,  blev anlagt på Badevej ved Spanien i 1909. Den var dog tarvelig, og blev nedrevet i 1926 for at skaffe plads til elektricitetsværket.

I 1931 begyndte man opførelsen af en ny og moderne kommunal badeanstalt, den nuværende Svømmehal i Spanien (gadenavn!), der blev indviet 15. september 1933. Det var med saltvand fra bugten, mange former for brusebade og højfjeldssolbade. Den havde et svømmebassin på 25 meter med en dybde på 1-4 meter. Der var 286 omklædningskabiner, hvilepladser, massage, frisør, restaurant og kiosker. Den kostede 2.045.000 kr. at opføre. Svømmehallen eksisterer stadig, og blev gennemgribende renoveret indvendig for et par år siden.

Se også Aarhus Vandkuranstalt


Badeanstalters historie

Badning har gennem historien haft forskellige formål. Det kunne være til  renselse, religiøse ceremonier (dåben), sundhed og helbredelse. Det har man siden oldtiden brugt badeanstalterne til – der dog også førte til usædelighed.

Badeanstalt ved Plombière i Frankrig. Illustration fra 1556

De første offentlige bade blev bygget af oldtidens grækere og indeholdt badekar til varmt vand. Det var dog romerne, der skabte de omfangsrige badeanlæg med mange funktioner, som bl.a. kendes fra Rom. De romerske anlæg indeholdt rum til omklædning og til akklimatisering og oliering, desuden varmt karbad i fælleskar, koldt karbad og svedebad. Man kom dér dagligt og tilbragte adskillige timer i badstuen, ikke kun med at bade, men også med let sport, med at spise og drikke og med socialt samvær. Ofte var disse bade gratis eller meget billige.

I perioden fra omkring 300 f.Kr. til 180 e.Kr. var der i Rom henved 800 offentlige badeanstalter. Mange var store pragtbygninger, således havde Caracallas Bad 1600 siddepladser og Diocletians bad 3000 siddepladser af marmor.

Man har også benyttet naturens egne (hellige) kilder til badning tilbage i oldtiden. Sådanne kilder er nævnt i bibelen, og har også været anvendt i blandt andet Indien, Grækenland og Italien.

Efter Roms forfald, kom der stilstand i den form for badning i Europa, mens man forsat anvendte forskellige badeformer – for eksempel svedebade – i Orienten og blandt arabere i Spanien. Omkring 1400-tallet begyndte man igen at bruge badeanstalter i Europa.

Usædelighed og sundhed

Kneipps vandkur

Det frie liv, som foregik omkring badningen, hvor blandt andet mænd og kvinder badede sammen, førte ofte til usædelighed, med drukkenskab, slagsmål og spil. Som følge heraf blev badningen ofte fulgt af forbud og regler.

Allerede i 1500-tallet mente den schweizisk fødte læge Paracelsus (1493-1541), at badningen kunne have helbredende virkninger. Og op gennem 1800-tallet opstod de såkaldte mineralbade, hvor man tilsatte badevandet forskellige mineralsalte og urter, som man mente styrkede helbredet.

I starten af 1800-tallet begyndte en schweizer, Vincenz Priessnitz (grundlægger af hydroterapien), at behandle dyr og mennesker med kolde afvaskninger og bade på sin gård i Gräfenberg, Schweiz, og lagde hermed grunden til de senere kurbadeanstalter. Der opstod ligefrem en form for turisme blandt rige folk, der skulle på kurrejser til sådanne badesteder.

På kurbadestederne kunne man få bad i mineralholdigt kildevand, mudder eller adgang til havbadning, hvor svagelige eller syge især tidligere søgte behandling for mindre alvorlige symptomer. Kildevandets temperatur og indhold af mineraler var afgørende for valg af kursted.

I 1800-tallet fandtes der talrige kurbade med et mondænt selskabsliv, fx Aix-les-Bains i Frankrig, Spa i Belgien, Bath i Storbritannien, Baden-Baden i Tyskland og Karlovy Vary (Karlsbad) i Bøhmen (det senere Tjekkiet). Især i Tyskland fandtes folkelige kurbade, der navnlig gjorde brug af de behandlingsprincipper, som var indført af  den tysk-katolske præst og naturlæge Sebastian Kneipp (1821-1897). I Tyskland har man stadig kurbade, som er blev et yndet turistmål.

Badstuer i Norden og Danmark

I de nordlige lande har man langt tilbage i historien brugt den badeform, som vi kender som finsk bad (sauna), hvor man fik dampbad ved at kaste vand på opvarmede sten.

I Danmark var der på borge og i klostre badstuer for beboere og gæster, og i byerne fandtes offentlige badstuer, hvor badstuekvinder og -mænd ud over bad tilbød kurere mod sår, hudsygdomme. Man kunne også få mad og drikke.

Svenskeren Olaus Magnus fremhæver, i sin historie om nordens folk i 1555, nordboernes store renlighed og kyskhed. Hvert køn badede for sig.

En særlig form for godgørenhed var sjælebad, dvs. at en person gav penge, så fattige kunne få et bad til gavn for giverens sjæl.

I Danmark havde man på Föhr siden 1819 drevet kurbad med havbade, et sted der også blev besøgt af det danske kongehus. Silkeborg Bad blev oprettet i 1883, Skodsborg Badesanatorium i 1898 og Hareskov Kuranstalt i 1908. De er i dag atter lukket. I stedet er der begyndt at dukke såkaldt ‘wellnes-centre’ op i landet, hvor pleje i form af bade, massage og lignende hører til tilbuddene.

Som et kuriosum kan nævnes, at det vi i dag kalder drikkepenge, tidligere blev benævnt ‘badepenge’.