Falck og Zonen redningskorps

 

Falcks Redningskorps tog sin begyndelse med Christiansborgs slotsbrand i 1884. Falck kom til Århus i 1927 og blev i 1962 sluttet sammen med Zone-Redningskorpset.

Falcks Redningskorps. Kystvejen. Foto Per Ryolf

 

I anden halvdel af 1800-tallet, blev brande i Århus slukket af mænd, der havde som borgerpligt at fungere som brandmænd. Fra Domkirkens tårn holdt tårnvægtere om natten øje med, om der kunne skues brande i byen. Var det tilfældet blev der klemtet med kirkeklokken. Fra 1885 blev der fastansat brandmænd. Århus kommunale brandstation i Ny Munkegade blev taget i brug i 1904.

Transporten til byens sygehuse skete på den tid med hestetrukken sygevogn.

Det var branden på Christiansborg Slot i København den 3. oktober 1884, der satte den 19-årige bøssemager Sophus Falck i gang med planer om at danne et redningskorps. Han tog til bl.a. Amerika og Rusland, og hans værksted solgte i 1904-05 felthospitaler til Rusland. I slutningen af 1905 begyndte hans forberedelser til at få igangsat et redningskorps, og den 3. oktober 1906 startede han så korpset i København. Med årene udvidedes virksomheden til flere andre byer.

Falck kommer til Århus

Falcks vognpark i Århus. Omk. 1930

Den 4. juni 1911 udbrød der brand på Aarhus Oliefabrik. Her deltog Falck for første gang i Århus med oprydningsarbejdet efter branden. I aviserne blev virksomheden omtalt som Redningsfalken.

Men Sophus Falck nåede ikke, inden sin død i 1926, at få etableret en egentlig redningsstation i Århus. Det blev derimod hans søn Rudolf Falck, der efter lange og trange forhandlinger den 15. juli 1927 kunne åbne Falcks første redningsstation i en baggård i Nørre Allé 29, under navnet Aarhus Redningskorps A/S. Vognparken bestod af 2 ambulancer, en officersvogn, en kranvogn samt en brandvogn, der blev betjent af 8 mand. Broderen Harry Falck blev direktør.

Allerede natten til den 15. juli var Falck i aktion i forbindelse med en brand på Margarinefabrikken Aarhus i Steinmannsgade.

I årene der fulgte bistod Falck med assistancer ved brande, ambulancekørsel, dyreredning, vandskade, autohjælp, og senere også med en frømandstjeneste.

I marts 1943 blev redningskorpsets nye station på Kystvejen, med det kendte slangetårn, indviet. Stationen på Trindsøvej ved Søren Frichs Vej åbnede i 1967. I 1993 fik Falck stationen på Michael Drewsens Vej i Holme. I 1994 fik de yderligere en station på Ringvejen i Århus nordlige bydel.

Konkurrence fra Zone-Redningskorpset

Falck fik imidlertid konkurrence, fra Zone-Redningskorpset (i daglig tale kaldt Zonen), der var startet i 1931. Det etablerede sig i Århus den 25. marts 1938 i Eckersbergsgade 9. Zonen flyttede i april 1945 sin station til Strandvejen 12 – det var den officielle adresse – men udkørslen fra stationen foregik fra Heibergsgade. Der var gennem årene stærk konkurrence mellem de to redningskorps – også i hverdagen når ambulancerne kørte om kap for at komme først til et ulykkessted!

I 1962 blev de to redningskorps sluttet sammen under navnet, ‘De Danske Redningskorps Falck og Zonen’.

Redningskorpsene i Århus havde i 1930 2.595 udrykninger, i 1955 38.683 udrykninger og i 1974 135.069 udrykninger.

Onkel Ewald hjælper

En særlig del af Falck var den populære ‘Onkel Ewald’, vagtmester Ewald Boesen Petersen, der i 1950’erne og i 1960erne, organiserede udflugter og rejser for handicappede århusbørn. Ewald Boesen døde i 1999.

 


≡ Kilde:
Artiklen er bl.a. baseret på bogen Falck i Århus af Per Ryolf m.fl.
Se artiklen herunder


En rejse i byens og familiens historie

Per Ryolf

Af  © Per Ryolf
Forfatter til bogen ‘Falck i Århus’

Jeg gav min ven og kollega Kurt Lundskov et eksemplar af bogen Falck i Århus, som jeg tænkte, han nok kunne bruge. Bogen udkom da Falcks Redningskorps fejrede sit 75 års jubilæum i Århus i 2002.

Til min glæde læste Kurt bogen – og skrev endda til mig, at han var glad for den. Som forfatter (til indtil videre denne ene bog) er det en glæde at høre fra læserne. Især da, hvis de er tilfredse.

Kurt skrev til mig, at han egentlig ville anmelde bogen her på www.lundskov.dk, men at han havde fået en bedre idé – han ville bede mig skrive lidt om at have været med på det hold, som fik bogen op at stå. Så den uforpligtende gave, endte op med at blive til endnu mere arbejde for mig. Spøg til side, jeg skylder Kurt tak for opfordringen, som giver mig lejlighed til at nedfælde nogle af de erfaringer jeg har haft under arbejdet. Og det er i høj grad også til glæde for mig selv.

At realisere en drøm

At lave en bog om Falck i Århus, har været en drøm for mig i mange, mange år. En uformuleret drøm, som har ligget i underbevidstheden et sted. Ideen om at lave en bog, manifesterede sig for alvor en dag, da min storebror, Ole, som er vagtmester hos Falck, havde inviteret mig med på besøg hos en kollega, Bjarne Hinge. Bjarne har i mange år samlet materiale om Falck, og hans samling var imponerende – og meget spændende. Nærmest som en bisætning sagde Bjarne: ”Jeg har så meget at man kan skrive en hel bog om det”. Det var startskuddet til, at vi i fællesskab satte os det mål, at en bog om Falck i Århus skulle skrives – og den skulle skrives af os. Dengang var vi i februar 1999, og der var altså tre år til det jubilæum, som var den naturlige anledning til at udgive en bog.

Vi lavede en projektbeskrivelse, og forsøgte som noget af det første at få en aftale med et forlag. Vores foretrukne udgiver til bogen var Århus Byhistoriske Udvalg, som desværre afviste ideen i første omgang. I stedet for at lade os gå på af det, besluttede vi at vente med at kontakte andre forlag, og i stedet høre Byhistorisk Udvalg igen, når vi havde noget konkret at vise dem. Vi mente nemlig at bogen ville indeholde så meget lokalhistorie, at de simpelthen ikke kunne sige nej, når de først så, hvad det var, vi ville med projektet.

Det skulle være en bog, der satte Falck ind i en historisk sammenhæng ved at belyse virksomhedens rolle for byen Århus, for eksempel ved at beskrive det spændingsfelt mellem privat og offentlig virksomhed, der ligger i selve ideen om et privat redningskorps, og ved at sætte fokus på redningsaktioner, som har haft en betydning for udviklingen af bysamfundet Århus.

Bogen skulle selvfølgelig også krydres med mere muntre anekdoter, og den skulle gerne give et indblik i vilkårene for de ildsjæle (ikke ment som et plat ordspil), der havde arbejdet som redningsmænd.

Arkiver – en fremmed, men spændende verden

Den første lange tid gik med at indsamle materiale. Selv om Bjarnes samling var meget omfattende, var der alligevel ting og sager, som ikke var at finde deri. Flere måneders jagt i diverse arkiver forestod derfor. I en lang periode var jeg næsten daglig gæst på Erhvervsarkivet og ikke mindst Statsbiblioteket, hvor jeg gennemgik over 20 hele avisårgange på mikrofilm for at finde oplysninger med relevans for bogen. Hertil kom det store materiale, vi fik adgang til fra andre samlere og veteraner fra Falck i form af scrapbøger, fotos m.m.

Mit møde med arkiv-verdenen, var ganske lærerigt. Fra, i starten, at tage mig til hovedet over de bureaukratiske arbejdsgange, når man skulle have adgang til materiale, udviklede min oplevelse sig til en stor respekt for de folk, der sørger for at holde vores fælles arv tilgængelig. For at sikre at ting er hvor de skal være, og at de ikke misbruges af de forkerte, er et vist niveau af sikkerhed og kontrol nødvendig – lærte jeg.

Mødet med veteranerne

Den mest spændende del af hele processen var imidlertid ikke arkivbesøgene, selv om de var yderst spændende. Nej, møderne med de veteraner, der havde arbejdet hos Falck og Zone-Redningskorpset, er det som gjorde det allerstørste indtryk. Det er dét, jeg bagefter tænker tilbage på med størst veneration.

Der var nærmest ingen grænser for, hvor imødekommende folk var – og jeg håber, at vi med bogen har ydet de mennesker retfærdighed, som har haft det til tider utaknemmelige, men også meget spændende job at være redningsmænd.

Født ind i Falck

Min baggrund for at interessere mig for Falck, er at min far var ansat i korpset (som det kaldes af alle med berøring til det) i 42 år, fra 1947 til 1989. Også min mor og min farmor har haft deres arbejde hos Falck i Århus som rengøring og kantinebestyrer – og to onkler har også været Falckmænd. Den ene i få år – den anden i hele 44 år. Jeg burde derfor nærmest være født ind i Falck, men i modsætning til min bror, har jeg aldrig arbejdet i korpset.

I hele min opvækst har min far fortalt meget lidt om Falck. Når han en gang i mellem fortalte en historie, var det med at lytte grundigt, for man vidste aldrig om man nogen sinde fik den historie fortalt igen. Det var meget naturligt, at han skulle være blandt vore interview-personer. Men mens aftaler med hans gamle kolleger blev aftalt og gennemført i en lind strøm, sagde vi hele tiden til os selv: ”Vi skal altså også have lavet et regulært interview med far.” Undervejs vi fik mange nyttige oplysninger og kommentarer fra ham, når vi viste ham arkivalier og artikler, og fortalte ham, hvad hans gamle kolleger kunne huske om forskellige oplevelser og episoder. Men interviewet med ham fik vi aldrig, da han døde inden vi nåede så langt.

Vi havde startet selve skrivearbejdet kronologisk, og var altså begyndt helt tilbage i 1911, da man første gang overvejede en Falckstation i Århus. Derfor var det først i min fars sidste tid, vi nåede til at skrive om de år, han arbejdede hos Falck. Da kapitlet om tiden fra ca. 1945 – 1960 stod færdigt, var han for længst blevet indlagt på sygehuset, og det stod klart for os alle, at han aldrig kom hjem igen. Jeg havde skrevet kapitlet ud til ham i særlig stor skrift, og lagt det hos ham, og en dag, da jeg besøgte ham, gav han mig det tilbage og sagde: ”Det er lige sådan det skal være”. De ord betød mere for mig end alle andre kommentarer og gode råd, jeg modtog under hele arbejdet med at skrive bogen.

Udgiveren bider på krogen

Som nævnt, havde vi ikke helt opgivet tanken om få Byhistorisk Udvalg til at udgive vores bog. Da vi havde skrevet de kapitler, som rakte frem – til og med Besættelsen, sendte vi derfor manuskriptet til dem, og til vores store glæde anbefalede de nu at manuskriptet blev udgivet. Falck gik derefter ind med en økonomisk støtte, så Byhistorisk Udvalg ikke havde nogen risiko på projektet – og derefter var det bare med at blive færdig med skrivearbejdet.

Byhistorisk Udvalg udpegede Kenn Tarbensen som redaktør på projektet, og vi aftalte den 27. december 2001 som deadline for aflevering. Det nåede jeg desværre ikke, på trods af at hele julen blev brugt til finpudsning og korrekturlæsning af det næsten 250 sider lange manuskript. Men der var ingen vej uden om: den 28. om morgen ringede Kenn for at høre, hvor manuskriptet blev af!

Derefter fulgte nogle intense måneder med redigering, beskæring og opstramning af teksten og ikke mindst den smertefulde proces med at vælge billeder ud. Emnet er i sig selv meget visuelt, og gennem vores research havde vi fået adgang til så mange gode billeder, at det virkelig gjorde ondt at vælge fra. I den proces måtte vi alle tre sluge nogle kameler.

I juli 2002 var det langt om længe kommet så vidt, at jeg kunne gå ned på Erhvervsarkivet, hvor Byhistorisk Udvalg dengang havde til huse, og hente en papkasse med frisktrykte bøger. Tre års arbejde var blevet afsluttet med et resultat, som jeg synes, vi godt kunne være tilfredse med. Jeg er normalt ikke overtroisk, men jeg må indrømme at det løb mig meget, meget koldt ned af ryggen da jeg senere samme dag åbnede avisen og så to nekrologer deri: den ene over en mand, som vi havde opgivet at interviewe på grund af hans svigtende helbred – og den anden over den eneste Falckmand som konsekvent nægtede at tale med os. Et sammentræf, men alligevel uhyggeligt.

Skrivearbejdet som personligt udviklingsprojekt

Når jeg nu i 2006 ser tilbage på arbejdet med bogen, var der tale om et projekt, som på mange måder var af stor betydning for mig personligt. Dels fik jeg over for mig selv bevist, at jeg kunne stille mig selv et stort mål, og nå det – og dels gav arbejdet mig en indsigt i den verden, og de arbejdsvilkår, som mine forældre og hele min familie har været påvirket i af i to generationer. Jeg håber, at bogen har givet fornøjelse og indsigt til mange læsere, og jeg håber først og fremmest at min fars mange kolleger også har kunnet sige: ”Det er lige sådan det var”, når de har læst den.