Sømandshjemmet

 

Sømandshjemmet i Århus blev stiftet af Stefansforeningen i 1881 og indviet samme år i Havnegade.

Det første skridt til Sømandshjemmets oprettelse blev taget i 1875, hvor pastor Th. Hansen oprettede en sømandsstue på hjørnet af Fredensgade og Østergade.

Sømandshjemmet i Havnegade. Tegning i Illustrerede Tidende 1882

Den 17. november 1881 blev Sømandshjemmet i Havnegade 38 indviet. Det blev fra starten ledet af styrmand Markussen, mens tilsynet blev foretaget af Stefansforeningens bestyrelsesmedlemmer, pastor Seidelin og grosserer C. Bertelsen.

Her kunne søfarende tage ophold, når de ikke var på farten.

I stueetagen havde hjemmet en spisestue og en læsestue. På andenetagen boede bestyreren, medens der var logiværelser på tredje etage.

Der var åbent fra klokken 7 morgen, om sommeren fra klokken 6, til klokken 10 om aftenen. Man startede dagen med en kort andagt og holdt bordbøn til middag.

Mad og drikkevarer var billige, men søfolket kunne ikke købe spiritus, og af bajersk øl kunne de kun købe en halv flaske.

Det var forbudt at bande og føre usømmelig tale i Sømandshjemmet. Ej heller måtte man synge uanstændige sange i lokalerne.

Sømandshjemmet flyttede i 1908 fra nummer 38, til Havnegade 20.

Sømandshjemmet var beslaglagt under besættelsen i 2. verdenskrig. I 1945 gennemgik det en modernisering, der blandt betød 17 moderne værelser med fjernvarme og rindende vand. I stueetagen blev der indrettet afholdsrestaurant, spisestue og opholdsstue til sømændene.

I 1994 flyttede Sømandshjemmet til Sverigesgade i Århus, og hedder på engelsk International Seamens Club Aarhus. I Danmark er der en halv snes sømandshjem, samt fire på Grønland.