Strømper opmaskes i Aarhus

 

Opmaskning af nylonstrømper var små hjemmeerhverv, som for alvor voksede frem efter 2. Verdenskrig. Faget blev atter kendt i tv-serien Matador. Erhvervet uddøde igen i 1970’erne.

Fra en opmaskers arbejdsbord (1953)

I Matador så vi, hvordan Agnes Jensen blev selverhvervende med hendes lille forretning, hvor der maskes strømper og slås huller. Indblikket i dette erhverv er netop interessant, fordi det i dag er uddød.

Nylonstrømperne blev introduceret i USA i 1939, og kom for alvor til Danmark under 2. Verdenskrig.

Nu var (og er) nylonstrømper jo noget sårbart stads. De går i stykker for et både godt og skidt ord. Der går hul i strømperne, og masker løber. I dag er det ikke noget problem, fordi disse nyloner hører til kategorien af køb-og-smid-væk varer. Men dengang i 1940’erne var det en luksuriøs beklædningsgenstand, med den koketterende søm bagpå, der sommetider bugtede sig som Kongeåen.

En sjælden vare, svær at få fat i, og det var ikke alle og enhver beskåret at bruge penge til den slags. Gik strømperne i stykker, måtte de repareres.

Dette skete netop i de små hjemmevirksomheder, hvor man maskede strømper op, som det hed.

Speedomask i Banegårdsgade

Efterhånden blev der en del opmaskere i Århus. Første gang man i vejviseren kunne finde opmaskere var i 1944. I 1948 var der tre af slagsen, i 1950’erne var der 12 forretninger, herudover var der givet en del, som ikke var i vejviseren.

Opmaskning (Fra telefonbogen for Århus 1956)
Helli Opmaskningscentral Uffesvej 5 t 43663
Lorentzen Martha Holmevej 271 t 70839
Lund Ebba V Stuckenbergs vej 37 t 66895
Lybeck K Jens Baggesens vej 18 t 66773
Mask-op Eibyvej 10 t 41647
Mørch-Lassen Erna de Mezas vej 18 t 35983
Pierette Service Lille torv 4 t 23540
Speedomask Banegårdsgade 35 t 21383
Strandgaard Gudrun Jerichausgade 9 t 32969
Sørensen Marie Trepkasgade 33 t 25534
Trøjborg Opmaskningscentral C F Jessens vej 1 t 69821
Vitos Opmask Oddervej 57 t 70755

En af de større forretninger i byen var ‘Speedomask’ (efter navnet på opmaskemaskinen) i Banegårdsgade, som startede i 1943.

For at få kunder til forretningen, tog man rundt blandt byens utallige trikotageforretninger, som var dengang, for at tilbyde sin assistance. Damerne kunne så indlevere deres strømper i byens lokale butikker, og fik dem tilbage 1-2 dage senere i repareret stand.

Med tiden var der en god snes forretninger som havde indlevering af strømper til opmaskning. Herudover var der mange kunder, som kom i privaten, ligesom der var indleveringssteder rundt om i oplandsbyerne omkring Århus. Her blev strømperne leveret med budcentraler til ‘Speedomask’.

Blandt de forretninger, som havde indlevering af strømper til opmaskning hos ‘Speedomask’ var blandt andre Bromagasinet på Bruunsbro, Gazelle i Bruunsgade, Bajsen og Chiki i Ryesgade, Konrad Hvid på Banegårdsplads, Krogh Nielsen i Guldsmedgade, Johannes Christensen og Marcussen i Frederiksgade, CarlJohan i Park Allé, Tage i Nørre Allé, Litty i Bruunsgade, Korsetmagasinet i Sønder Allé, Nedergaard i Hans Broges Gade, Rask Handel i Guldsmedgade og Wandborg på Banegårdsplads.

Udenbys havde forretninger indlevering af strømper, som blev sendt til reparation hos ‘Speedomask’, blandt andet i Mårslet, Malling, Rønde og Kolind.

Bybude og uprobre fruer

Op gennem 1950’erne var der så meget gang i forretningen, at der måtte ansættes 2 damer ekstra til at hjælpe. Således sad de 3 mennesker og arbejdede i privatens lille værelse, der ikke var større end 10 kvadratmeter. Og når det rigtig kneb, måtte der hentes hjælp fra andre opmaskere i byen.

Der var dagligt en lind strøm af damer, som kom og gik i privaten for at få lavet deres strømper.

Når strømperne var repareret blev de puttet i bagerposer. Som en ekstra service overfor trikotageforretningerne, blev strømperne hentet og bragt hver eneste dag, uanset vind og vejr. To bybude sørgede for dette, ofte knægte fra gaden, som dermed tjente en ekstra skilling på dette eftermiddagsjob.

Ikke alle kunder var lige propre med deres benbeklædning. Derfor blev strømperne sommetider vasket, inden de blev repareret. Efterhånden vidste man, hvem der var mere renlig, end andre, og nogle gange var properheden så ringe, at strømperne blev returneret uden at være lavet. Det var pinligt for fruerne, der ikke sjældent var fra byens bedre borgerskab.

8.000 strømper om året

Opmaskningsmaskine Vitos, som også kendes fra Matador

Der skulle arbejdes, for at få det til at løbe rundt. Og det var fast service, at strømperne blev leveret fra dag til dag. Damerne kunne jo ikke rende rundt med bare ben. Så en arbejdsdag startede tit ved 5-6 tiden om morgenen og sluttede ved 22-tiden.

Det kostede i starten 15 øre pr. løben maske, men selv om nylonerne godt kunne have både 5 og 10 løbne masker på en gang, skulle der virkelig gås til den for at have ugelønnen hjemme. I slutningen af 1960’erne viser et regnskab fra forretningen, at årsomsætningen var på 8000 kroner; på det tidspunkt tjente en arbejder omkring 20.000 kroner om året. Omsætningen svarede til, at der blev opmasket mere end 6000-8000 par strømper om året.

Opmaskemaskine kostede halv årsløn

Opmaskemaskinen, og ikke mindst de nåle der blev brugt, var noget finmekanisk og dyrt isenkram. Maskinerne havde navne som Pierette, Vitos Desirée og Speedomask. En maskine kostede omkring 1500 kroner, hvad der i 1940’erne svarede til en halv årsløn for en arbejder. Den kunne kun repareres i København eller Frankrig. Strejkede mekanikken, var man på den. Mens den var til reparation udenbys eller udenrigs, måtte der så hentes hjælp fra andre opmaskere i byen, eller man måtte have en ekstra maskine.

Sidste gang opmaskning optrådte i Århus Vejviser var i 1973. Der har dog, i begrænset omfang, været behov for opmaskning også i 1980’erne og 1990’erne. Dels kom strømpebukserne og senere var det de dyre støttestrømper, som det kunne betale sig at reparere.

Denne håndværksmæssig epoke er slut. Erindringen om den vil dog fortsat leve i tv-serien Matador. På Bymuseet i Århus findes nu effekter fra en opmaskeforretning.